Burlesque i popkulturen - Fra Moulin Rouge til Drag Race
Gennem årtier har Burlesque sneget sig ind i film, tv, musik og mode. Fra overdådige kabareter til moderne drag-scener har Burlesque været med til at forme popkulturen, som vi kender den i dag.
For mange begyndte fascinationen med Moulin Rouge i 2001. Filmen genoplivede billedet af den parisiske kabaret: cancan, korsetter, glitter, drama og store følelser. Selvom filmen er en musical og ikke klassisk Burlesque, låner den massivt fra Burlesque-universets visuelle sprog med overdådig sensualitet og stærke kvindefigurer, der bruger deres sceneidentitet som magt.
Moulin Rouge gjorde Burlesque æstetikken tilgængelig for en ny generation og banede vejen for en moderne Burlesque-renæssance.
Dita Von Teese – Burlesque som ikonisk kunstform
Hvis én person har cementeret Burlesque som high fashion og popkulturelt ikon, er det Dita Von Teese. Med sine kæmpe martiniglas, perfekte retro-stil og kompromisløse æstetik gjorde hun Burlesque til noget sofistikeret, kunstnerisk og globalt genkendeligt. Dita blev et levende bevis på, at Burlesque kan være både glamourøst, feministisk og selvdefineret. Hendes indflydelse ses tydeligt i modeverdenen, hvor corsetry, vintage-silhuetter og pin-up-referencer igen og igen vender tilbage på catwalken.
Christina Aguilera – Burlesque møder mainstream pop
Da Christina Aguilera i 2010 spillede hovedrollen i filmen Burlesque, blev genren for alvor mainstream. Filmen kombinerede moderne popmusik med klassisk Burlesque-æstetik: power, sensualitet, glitter og stærke kvindelige performers. Christina har længe lånt fra Burlesque-universet, både visuelt og musikalsk, og repræsenterer dén side af Burlesque, der handler om at eje sin krop, sin stemme og sit udtryk uden undskyldninger.
Drag Race – Burlesque i en ny form
I RuPaul’s Drag Race lever Burlesque videre i en moderne, queer og grænsesprængende form. Drag og Burlesque deler rødder i overdrivelse, humor, glamour og performance – og mange drag-performere trækker direkte på Burlesque-traditioner som tease, storytelling og karakterarbejde. RuPaul har været med til at bringe Burlesque-æstetikken ind i stuer verden over og vise, at Burlesque ikke er kønnet, aldersbestemt eller fastlåst, men et levende, udviklende udtryk.
Burlesque i mode og æstetik
Burlesque har også sat sit tydelige præg på mode: korsetter som overtøj, netstrømper, handsker, taljefokus og retro glamour. Designere, stylister og fotografer bliver ved med at vende tilbage til Burlesque som reference, fordi det repræsenterer selvtillid, dramatik og kropsfejring. Det er ikke tilfældigt, at Burlesque æstetikken ofte dukker op i musikvideoer, fotoshoots og røde løbere. Det seneste eksempel er Taylor Swift, der med hendes nyeste album “Life of a showgirl”, også lader sig inspirere af Burlesque-universet.
Så hvorfor fascinerer Burlesque os stadig?
I en popkultur, der konstant forandrer sig, bliver Burlesque ved med at være relevant, netop fordi det handler om at eje sit udtryk og turde være synlig. Burlesque er ikke fortid. Burlesque er popkulturens pulserende hjerte, med glitter, attitude og masser af personlighed
Og måske bliver Burlesque ved med at fascinere os, fordi det minder os om, at vi ikke kun er roller og facader, men hele mennesker. I en tid hvor vi, ubevidst og bevidst, bliver bedt om at passe ind i diverse kasser, tilbyder Burlesque et frirum. Et sted hvor det overdrevne ikke bare er tilladt, men bliver fejret. Hvor følelser må fylde og hvor sensualitet, sårbarhed og styrke kan eksistere side om side. Hvor vi må tage plads fysisk og følelsesmæssigt og kunstnerisk. Det er simpelthen et opgør med ideen om, at vi skal gøre os mindre for at passe ind.