Sweet Talk er en ny række foredrag og samtalesaloner, hvor vi tager fat i emner, der kan være svære at tale om – og endnu sværere at gå med alene. Her sætter vi ord på det, der ofte bliver gemt væk, og skaber et trygt, inkluderende rum for refleksion, dialog og fællesskab.
Alle arrangementer er opbygget som talks, hvor én eller to oplægsholdere – med stor faglig og personlig erfaring – deler ud af deres viden og perspektiver. Efterfølgende inviterer vi til dialog, men altid på dine præmisser.
Du er velkommen, om blot du ønsker at lytte, som hvis du vil dele dine egne tanker og erfaringer. Vi tror på, at det svære også fortjener blødhed, mod og nysgerrighed – og at de dybe samtaler sagtens kan trives i et rum, hvor der er plads til både alvor, nærvær og lidt glimt i øjet.
Venus og den feminine energi - Et astrologisk blik på kærlighed, nydelse og balance
Hvad betyder det egentlig, når vi taler om feminin energi — og hvordan kan astrologien hjælpe os med at forstå og udtrykke den?
I denne talk dykker vi ned i astrologiens univers og ser nærmere på Venus, planeten for feminitet, kærlighed og nydelse.
Du vil få en introduktion til, hvad astrologi egentlig er, og hvordan du er langt mere end dit soltegn. Vi har alle et Venustegn, som fortæller noget om, hvordan vi udtrykker vores feminine side, hvordan vi nyder livet, hvordan vi vil elskes, og hvordan vi indgår i relationer og partnerskaber.
Vi undersøger, hvordan Venus’ energi kommer til udtryk i de forskellige stjernetegn og hvordan denne energi påvirker både vores kærlighedssprog og vores måde at give og modtage kærlighed på.
Samtidig sætter vi fokus på balancen mellem det feminine og det maskuline – to energier, vi alle rummer, og som tilsammen skaber helhed og harmoni.
Dette er en talk for dig, der er nysgerrig på astrologi, femininitet og selvforståelse – og som ønsker at lære mere om, hvordan du kan bruge dit Venustegn til at leve med mere bevidsthed, kærlighed og nydelse.
Aftenen bliver ledt af Anabell Skovgaard, der er uddannet indenfor den traditionelle astrologi og har beskæftiget sig med astrologi det meste af sit voksne liv.
Hun arbejder med både fødselshoroskoper, synastri (forholdshoroskop) og øjebliksastrologi, hvor hun bruger stjernernes sprog til at skabe indsigt, forståelse og retning.
For Anabell er astrologi ikke blot et værktøj til forudsigelse, men en vej til at forstå sig selv og andre – et spejl, der kan hjælpe os med at forstå vores potentiale, mønstre og relationer på et dybere plan.